Cyphotilapia frontosa "Moba"

 

 

 

 

Denne variant der i handlen kaldes Moba er i virkeligheden fanget nær Mtoto. Den fejlagtige udmelding omkring fiskens fangststed var i sin tid fup for at vildlede andre fangststationer. Men titlen ”Moba” hænger nok desværre fejlagtigt ved denne variant til evig tid.

Netop denne fangst variant er temmelig populær pga. dens dybe blå farve der står i skarp kontrast til de rene hvide bånd. Og et fuldvoksent eksemplar med lange finneforlængelser er da også noget af det smukkeste man kan forestille sig.

 

 

I naturen:

Arten lever i søens klippekyst områder på dybder der varierer fra 10 meter til 100 meter+.

Selvom arten er rovlevende er den for langsom til at fange sit bytte ved jagt. I stedet fouragerer den tidligt om morgenen hvor de fleste andre arter stadig er inaktive. Her kan den således stille og roligt samle sit bytte op på bunden. Cyprichromis udgør en stor del af føden, som desuden også består af rejer og andre større invertebrater.

Arten er hunlig mundruger, ungerne er først færdigt udviklede efter ca. 5 uger ruge tid.

 

I akvariet:

 

Arten er som sagt hunlig mundruger, men der er i nogle få (akvaristiske) tilfælde observeret biparental adfærd. (pers. Komm. N. Ventzel 2008). Der ligger i øvrigt også en video af dette fænomen på youtoube.

C. frontosa kan holdes parvis men fungerer bedst i grupper bestående af min. 6-7 individer . Ved større eksemplarer er det en fordel at der ikke er for mange hanner med mindre at akvariet er rigtigt stort. Denne art der i mange tanganyika akvaristers øjne er en af de absolut flotteste har et dejligt roligt temperament. Under leg kan alpha hannen dog godt skubbe noget rundt med de andre medbeboere, det kan derfor være nødvendigt at bygge akvariet op således at fiskene har noget (sten, planter eller lign.) at svømme rundt om. Således kan de flygte og bliver ikke presset op i et hjørne. Desuden er det nødvendigt at mundrugende hunner har nogle huler at stille sig i da man ellers risikerer at de andre individer kan stresse dem, en følge heraf kan være at de mister æggene igen.

 

Anvendelige fødeemner:

Krill, artemia, sorte myg, hvide myg, daphnia, rejer, fiskekød, flager, granulat.

 

Akvarie størrelse (vejledende, kan variere fra fisk til fisk):

Ved unge fisk fra 8 op til 12 cm. Kan et 325 ltrs. akvarie godt bruges. Så snart at fiskene bliver kønsmodne bør 500 ltr. være et minimum, ved en voksen flok i størrelser på 15 – 25 cm. Bør 720 ltr. være et minimum. Individer der måler over de 25 cm. bør have et rigtigt stort akvarie til rådighed.